OM
Kunstneren: Finn Blytmann
Ind i kunsten – ud i rummet
Der er en tilbagevendende erindring fra min barndom, som altid gør mig glad: min mor og mig sammen på kunstudstilling. Hun elskede kunst og hun hankede altid op i mig, når hun havde besluttet sig for en udstilling. Hun ville gerne dele oplevelsen med mig, men jeg satte hælene i og foretrak at blive hjemme og lege med kammeraterne. Så tog hun et kærligt, fast greb om min hånd og trak afsted med mig, her hjalp ingen kære mor. Naturligvis gik det hverken værre eller bedre, end at jeg en dag pludselig syntes, at nu var det lidt længe siden, at vi havde været afsted, og så var det mig, der trak hende i skørterne og sagde: ’Skal vi ikke snart se nogle billeder, mor?’ Jorden var gødet for en kommende billednarkoman.
God kunst er for alle, der inviterer den indenfor. Det er svært at overvurdere dens betydning, den stemmer og løfter sindet, den er i sin natur livsforandrende og helende, for mennesker i krise tilbyder den trøst og håb. Som teenager med truende ‘ungdomssløvsind’ befandt jeg mig en dag blandt flyvende heste, flyvende køer og krøllet tøj på Charlottenborg: Chagall og Kokoschka's frisættende billeder - lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Det, der gjorde størst indtryk, var portrættet af en mand, som jeg straks genkendte som min onkel! Hvilket det selvfølgelig ikke var, men en stærk åndsbeslægtet person, dét måtte det være. Tænk med nogle penselstrøg at kunne fremmane, hvordan et menneske ser ud indvendig - det var magisk og overvældende.
London: Lige dér på den anden side af Themsen, over broen der forbinder hovedgaden King’s Road i det pulserende Chelsea med bydelen Putney, dér boede jeg i 1965/66 hos tenorsaxofonisten Duncan Lamont og hans jazzsyngende kone, Bridget. Vi var midt i de swinging sixties og Duncan forærede mig fribilletter til Marque Club i Soho, hvor han spillede, og han inviterede mig med til fersiseringer på gallery Arthur Tooth & Sons, når han med sin musik var med til at åbne kunstudstillinger. Når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg med et fingerknips genkalde mig stemningen i galleriet, en eksplosion af farver, former, lyde, snak og latter, et fyrværkeri af sanseindtryk, bl.a. husker jeg udstillinger med Paul Jenkins og Asger Jorn. Det blev starten på min jagt efter museale kunstoplevelser og gallery hopping i London, jeg købte skitseblok og oliekridt og forsøgte mig som hastigt nedkradsende kopist.
I 1970’erne genså jeg mange af de amerikanske abstrakte kunstnere, jeg havde set i London, på galleri Birger Arnesen i Gothersgade i København. Jeg fik kontakt til mange kunstnere og begyndte selv af male. Jeg modtog undervisning i akvarel, akryl og oliemaleri, studerede kunsthistorie, dyrkede flittigt croquis og fik undervisning, råd og vejledning af så forskellige kunstnere som Ulrik Hoff, Ole Heerup og Lothar Oppermann. Siden dengang er der løbet meget vand i stranden, og i dag er jeg mest optaget af at finde nye aspekter i det konstruktivistiske, nonfigurative formsprog, som især Richard Mortensen mestrede.
Finn Blytmann, 19. november 2024